Skip to main content Skip to footer

Projektet

Med projektet Sangglad Senior ønsker vi at udvikle brugen af sang som redskab til at fremme sundhed og trivsel blandt ældre borgere i plejesektoren. I projektet foretages målrettet opkvalificering af personale på plejecentre, elever på SOSU-skoler samt frivillige med tilknytning til ældrepleje og -omsorg.

I et bredt samarbejde med både forskere, fagpersoner og praktikere udvikles, implementeres og evalueres en sangbaseret indsats på plejecentre i Thisted Kommune og på SOSU-STV (Skive, Thisted, Viborg). Ved at opkvalificere personale, elever og frivillige til at kunne bruge sangaktiviteter aktivt i deres hverdag, styrkes livskvalitet, glæde, ro, erindring og kommunikation blandt de ældre i plejesektoren samtidig med, at vi støtter de pårørende og giver medarbejdere fælles nye, fleksible og effektive redskaber til det daglige pleje- og omsorgsarbejde. 

Hvorfor Sangglad Senior?

Vi ser ind i en fremtid, hvor antallet af ældre, der kræver pleje, vokser. Samtidig ser vi en presset personalegruppe på ældreområdet, hvor der stilles store krav til kompetencer og evner til at løfte kerneopgaver. Fagområdet oplever udfordringer med rekruttering, og nogle steder er der store problemer med sygefravær og fastholdelse af medarbejdere. 

Vi kan gennem målrettede sangaktiviteter gøre en forskel, både i hverdagslivet og i arbejdslivet, for nogle af de mest sårbare og pressede grupper i Danmark. Vi kan bringe sangen ind som et kraftfuldt redskab til at skabe øget sundhed, trivsel, tryghed og fællesskab for både de ældre borgere og for plejepersonalet på ældreområdet. Det skyldes, at sang er ikke kun noget, vi gør for sjov; det er en dyb menneskelig udtryksform, der kan nå ind til vores inderste følelser og skabe forbindelser, når ordene ikke rækker.

Sang er, med andre ord, en eksistentiel menneskelig udtryksform og kan være en bæredygtig ressource, der styrker fællesskaber, skaber tryghed, og mildner i svære situationer. Forskning viser, at sang bl.a. kan lindre smerte, styrke livskvalitet, vække glade minder, bidrage til at løse konflikter og være en kanal til samhørighed uden sprog. Sangen har et potentiale, vi ikke har råd til ikke at udnytte.

Sang på plejecentre

Vi ønsker, at sangen får plads til at gøre en forskel i vores ældres hverdag og på vores plejecentre. Den kan være et lyspunkt i en ellers presset dag, den kan skabe forbindelser mellem personalet og dem, de passer på, den kan regulere humør og sindstilstand og bringe glæde.

Men vi står over for en udfordring, da grundlaget for at implementere sang i omsorgs- og plejesektoren er mangelfuldt. Der mangler strukturer og uddannelse, der sikrer, at fagfolk kan bruge sangen som et effektivt redskab. I dag er det alt for tilfældigt og personbåret, hvorvidt sangens potentiale udnyttes på landets plejecentre.

Uddannelse og opkvalificering

Vores projekt, Sangglad Senior, sigter mod at uddanne, opkvalificere og understøtte fagfolk i brugen af sang som et hverdagsredskab i deres virke og til løsning af kerneopgaver. Vi ønsker at skabe de nødvendige strukturer og det nødvendige vidensgrundlag samt udvikle en værktøjskasse til personale og elever i ældreomsorgen, der kan komme både dem selv og brugere på plejecentre til gavn. 

Projektets primære formål er at udvikle og implementere metoder samt understøtte kulturændringer, der gør, at den enkelte social- og sundhedsmedarbejder eller -elev kan opnå sangfaglig viden og sangfaglige redskaber i relation til eget fag i en grad, så de bliver i stand til at bruge sangaktiviteter som redskab til at understøtte kerneopgaver.

Centrale samfundsudfordringer projektet ønsker at bidrage til at løse

Samlet set adresserer projektet flere centrale samfundsudfordringer:

  • En "velfærds- og trivselsbombe": En voksende ældre befolkningsgruppe med pleje- og omsorgsbehov.
  • Den voksende gruppe af ældre borgere, der har brug for pleje, står overfor en mangel på uddannet personale inden for social- og sundhedsprofessionerne.
  • Dette er en udfordring for den enkelte ældre borger, men skaber også potentielt stress og mistrivsel blandt vores fagprofessionelle og udgør en udfordring i forhold til rekruttering, fastholdelse og sygefravær på området.

Projektets seks milepæle

Milepæl 1

Udvikling, test og evaluering af prototype

I projektets første fase (Q3 2025-Q2 2026) udvikles en prototype. To sangkonsulenter uddannes i prototype-konceptet og gennemfører et forløb på to plejecentre over en periode på 6 måneder. Prototype-forløbet evalueres, og evalueringen danner grundlaget for færdigudvikling af konceptet. 

Forud for WP1 testes og kvalitetssikres i Q1 og Q2 2025 muligt indhold af Sangglad Senior-indsatsen på et enkelt plejecenter i Thisted, Dragsbæk Plejecenter. Denne kvalitetssikring foretages som særskilt forprojekt, finansieret af Region Nordjylland.

Milepæl 2

Undervisningsindsats på SOSU-skole

Sideløbende med sidste del af prototype-forløbet udvikles en undervisningsindsats til SOSU-skolen i Thisted (Q2 2026) og undervisningen gennemføres i Q3 2026.

Tilbagemeldinger på denne undervisningsindsats samles og indgår i det samlede vidensgrundlag, der løbende benyttes i færdiggørelsen af det samlede Sangglad Senior-koncept. 

Milepæl 3

Færdigudvikling af koncept

I Q3-Q4 2026 færdigudvikles konceptet, og 3 sangkonsulenter uddannes i det færdigudviklede koncept. 

Milepæl 4

Implementering i Thisteds ældrepleje

Fra Q1 2027-Q4 2027 implementeres Sangglad Senior på alle plejecentre i Thisted. Denne implementering foregår i 2 runder, og eventuelle tilpasninger af konceptet finder sted mellem de to runder.

Evalueringen af forløbene på plejecentre finder sted Q2 og Q4 i 2027 og parallelt justeres og udvikles undervisningsindsatser ad to gange på skoler i SOSU-STV regi.

Milepæl 5

Udvidet undervisningsindsats på SOSU-skoler i Thisted, Skive og Viborg

Fra Q2 2027-Q1 2028 udvikles og gennemføres undervisningsforløb på SOSU-skoler i Thisted, Skive og Viborg. Undervisningsforløbene baseres på viden genereret i Sangglad Senior-forløbene, og erfaringerne fra undervisningen på SOSU-skolerne indgår i den løbende tilpasning af Sangglad Senior-konceptet. 

Milepæl 6

Samlet evaluering

Projektets samlede forløb evalueres af Enhed for Sangforskning på Århus Universitet og Center for Dokumentation og Forskning i Musikterapi på Aalborg Universitet i samarbejde med Sangens Hus.

Der vil i evalueringen være fokus på indsatsens indvirkning og værdi dels for de ældre borgeres trivsel og dels for personalets trivsel samt pleje- og omsorgsarbejde. Evalueringsdesignet udvikles i samarbejde med de to overfor nævnte partnere. 

Hvad bygges projektet på?

Sangglad Senior trækker på en række sangfaglige koncepter, Sangens Hus gennem de seneste 10 år har udviklet og implementeret. 

Gennemførte projekter

På dagtilbudsområdet er projektet 'Sangglad' blevet udrullet i årene 2016-2023, hvor 112 børnehaver i 52 kommuner er blevet certificeret, og hvor stærke lokale og regionale pædagogiske netværk omkring den sangfaglige indsats blandt 3-6 årige er blevet etableret.

Blandt de 0-3 årige har projektet 'Sangglad Mini' i perioden 2018-2024 sikret, at 253 vuggestuegrupper og 305 dagplejere har kompetencer og redskaber til at bruge sang aktivt i deres daglige, pædagogiske arbejde. 
Evalueringerne fra begge projekter viser overvældende positive tilbagemeldinger vedr. sangens evne til at styrke både det pædagogiske arbejde og samarbejdet i den enkelte institution.

Derudover har Sangens Hus med succes udviklet og implementeret koncepterne 'Sangglad Familie', 'Sangfællesskaber for alle', 'LYD PÅ' og 'SANS', der alle indebærer opkvalificering af forskellige personalegrupper i den aktive og målrettede brug af sang til at fremme trivsel blandt borgere i alle aldre såvel som det professionelle personale. Disse erfaringer ønsker vi at overføre til ældreområdet, hvor vi tror på, at en tilpasset og målrettet indsats kan bidrage positivt til både ældreplejen og trivslen blandt personalet i sektoren.

Sangfaglige metoder

Indenfor musikterapien er en række velfungerende metoder blevet udviklet og implementeret til brug i den direkte, plejekrævende indsats. Med inspiration fra dette arbejde, og baseret på Sangens Hus' mangeårige erfaring med sangfaglig opkvalificering af personalegrupper, ønsker vi med Sangglad Senior at styrke den samlede trivsel i målgruppen af ældre borgere i plejesektoren samt deres personale. Vi ønsker at bruge sangens potentiale til på samme tid at styrke menneskers fysiske, følelsesmæssige, kognitive og sociale trivsel til at udvikle et koncept, der ikke tilføjer ekstra krav eller tidsforbrug til personalet i ældreplejen, men tilføjer nye redskaber og kvalifikationer til det arbejde, der allerede udføres.

Sideløbende med konceptets implementering i ældreplejen vil vi udvikle en uddannelsesindsats til SOSU-skoler. Dette udvikles på baggrund af praksiserfaring og afprøves, justeres og evalueres i alle projektets faser. Denne indsats understøtter forankringen ude på plejecentrene og effekten af denne indsats kan yderligere bidrage til den studiemæssige trivsel på skolerne blandt eleverne.